At arve et vinslot..!

plus

Af Peter Møller Andersen, Indkøbchef, H.J. Hansen Vin A/S


plus

“Man kan derfor ikke give den ene part vinmarkerne og den anden part den gamle 2 cv i garagen.”


At arve et vinslot. Hvilken fascinerende tanke. Blot en 10-20 ha, et smukt gammelt slot og gerne i et solfyldt hjørne af Frankrig. En tanke så fascinerende, at det blev filmatiseret i et stærkt romantiseret drama, hvor Russel Crowe også stikker af med den lokale skønhed og opklarer et mysterium om en lokal kultvin. Hvad nu, når man ikke er Russel Crowe, og når den lokale skønhed allerede er gift med slagterens søn? Hvor store er chancerne for de franske sønner og døtre at være så ”heldige” at komme i denne attraktive situation?

Ifølge den franske lov fra Napoleonstiden, skal arven til enhver tid fordeles ligeligt mellem søskende. Man kan derfor ikke give den ene part vinmarkerne og den anden part den gamle 2 cv i garagen. Værdierne skal fordeles ligeligt imellem de 2 parter. Er der flere søskende har de valget mellem at samarbejde eller skilles med hver deres andel. Netop dette faktum er en af årsagerne til de yderst komplekse ejerforhold i Bourgogne og grunden til, at man her ikke køber vinmarker pr hk, men i rækker.

Skulle arvingerne beslutte sig for at samarbejde, er der næsten altid ét af familiemedlemmerne, der har været mere involveret i det daglige arbejde i vinmarkerne og vineriet.
Derfor bliver det typisk ham/hende, der nu skal varetage det daglige arbejde, hvorimod den anden part kun kommer ind, når der skal gøres udlæg i det årlige udbytte. Hvad gør man, når det der tidligere blot var god kommunevin pludselig bliver opdaget af Robert Parker og får 100 point? Hvordan aflønner man så den bror eller søster, hvis talent og hårde arbejde har ført til denne pludselige værditilvækst? Er det så stadig en ligelig fordeling, eller skal
han/hun have noget ekstra og i så fald hvor meget?

Lad os antage, at de involverede søskende bliver enige, eller der blot er tale om en enearving. I så fald skal man bede til, at vinmarker er af en størrelse og en beliggenhed, hvor værdien ikke overstiger 100.000 Euro. Er dette tilfældet, skal der svares 45% arveafgift til staten.
Lad os prøve at lave regnestykket med et af Bordeaux´s berømte vinslotte. Salgsprisen på Château Cheval Blanc var 15 millioner Euro pr hk, da det blev handlet i 1998. I dag ville tallet formentlig være langt højere, men lad os gå ud fra de 15 millioner Euro. Overfører man dem til Chateau Lafites 107 Hk, skulle der betales 722 millioner Euro til den franske stat. Det har ingen familier råd til. Derfor er den eneste løsning at sælge slottet til en investor, som oftest en bank, et pensionsselskab eller en anden større koncern. Dette er senest sket for Chateau d´Yquem i 1999 og som nævnt for Château Cheval Blanc i 1998.

Hvad betyder dette så for os som forbrugere? Formodentlig bedre, men mere kommerciel vin. Typisk vil en koncern som AXA og LMVH se et stort afkast. Dette kommer som regel af et større salg, som kræver en større efterspørgsel og gode anmeldelser, helst fra Robert Parker. For vinslottet bliver det sværere at svømme imod strømmen.

Vinen vil kvalitativt blive bedre grundet en større kapital til at investere i nye fade og tanke, bedre vitikultur, presseudstyr, winemaker og vitikulturist. Det er dyrt at lave god vin, hvilket også er hovedårsagen til, at 1855-klassifikationen i dag holder så godt, som den gør.
Skal vi være bekymret over denne udvikling? Ja, det skal vi. Vi kan i fremtiden glemme alt om at møde slotsejeren, når vi ankommer til Latour, Ausone, Yquem ect., for ejeren sidder i sit hjørnekontor i Paris. Det er dog ikke nødvendigvis af negativ karakter. Vin har altid været en forretning, og det vil den blive ved med at være.