Ikke alle, der vandrer, farer vild

plus

Ikke alle, der vandrer, farer vild

Artikel af Peter Møller Andersen, Indkøbschef, DIP WSET


At ville være som en anden, er en del af processen i at finde sig selv. Undervejs virker det så virkeligt, at vi ihærdigt forsøger at kopiere, indtil vi sander, at det ikke er muligt. Til sidst anerkender og accepterer vi, at vi blot er os selv.
Det er ikke os alle, der når hertil. Nogen vil altid være søgende efter mere, ofte noget, de ikke selv rummer og skal hente ind ude fra. Sådan er det også med vin, i særdeleshed med vindistrikter.



Da Steven Spurrier i 1976 arrangerede den berømte ’Paris Tasting’, vandt de amerikanske vine over de bedste franske Bordeaux’er og Bourgogner. Ikke fordi, at bedømmerne anerkendte den amerikanske stilart som værende overlegen, men fordi de ikke kunne adskille dem fra de berømte Bordeaux’er og Bourgogner. Dette havde også været winemakerne's intention. Deres ønske var på daværende tidspunkt ikke at udvikle en overlegen stilart, som var i tråd med klima, jordbund og traditioner, men at komme så tæt på de store franske vine, som det var dem muligt.
Det samme gjorde sig også gældende for de store Bordeaux´er i slutningen af 90´erne og op igennem 00´erne. Scenen var skiftet, og den nye ledestjerne var den amerikanske vinskribent, Robert Parker, som havde en forsmag for vine, der var tætte, fyldige og proppet intense og umiddelbare aromaer. Alt sammen noget, som var blevet en del af den californiske identitet. Her har man en lidt højere sukkermodning og lettere ved at opnå den fulde phenoliske modning (modningen af (tanninerne).
For begge vinområder var denne søgen, et vigtigt skridt i at udvikle deres egen identitet. De californiske vinerier fik fra de franske mestre en vinkultur, som grundlagde deres eget særkende. Der er ingen tvivl om, at det er årsagen til, at man i dag anerkender Californien som et af de store klassiske vinområder i verden.

I Bordeaux fik man gjort op med mange års arrogance i forhold til en uforsonlig vinkultur, hvor noter af grøn peber blev beskrevet som værende klassiske, selvom det egentligt var et tegn på manglende pheonolisk modenhed fra en dårlig vitikultur (arbejdet i marken).

I dag virker begge områder som værende mere afklaret med deres identitet. I Bordeaux har man, for de fleste slottes vedkommende, både gjort op med den dårlige vitikultur, men også nedtonet de meget fyldige og opulente vine. Der søges tilbage til den mere kølige stilart, og der er samtidig gjort op med de grønne umodne noter. Dette sker hovedsageligt gennem bedre styring af høsttidspunktet, bedre canopy management (udvikling/styring af vinstokkene) samt udbyttekontrol. Det er
vinen Ségla fra 2. cru slottet, Château Rauzan-Ségla, et glimrende eksempel på.
I Californien er vinkulturen mere eksperimenterende. Her findes et utal af små garageproducenter, som opkøber druer fra forskellige områder for så at tappe dem, under eget navn. Men på trods af denne stadigt meget søgende vinkultur, så har området en klar identitet, som understøttes af et tårnhøjt bundniveau. Man er ikke bange for at være opulent, men opsøger det heller ikke. Brugen af nye træfade er aftaget, og producenterne lader i højere grad terroiret tale for sig. Alt sammen
noget som ses i vores nye californiske hus, Teeter Totter, hvis Cabernet Sauvignon er, hvad man i dag må betegne som ”klassisk californisk”.

Når jeg kigger på min søn, der sidder på gulvet bagved mig og leger med vores hund, så vil jeg ønske, at han altid vil være sig selv. Som en vigtig del af processen, så skal han formodentlig også ud på en identitets-rejse. Jeg håber inderligt, at han undervejs finder, ikke tilbage, men frem til sig selv.